Pædofilipolitik
Udarbejdet af bestyrelsen for Odense Svømme- og Livredningsforening (O.S.L.F.). Sidst revideret 26. april 2006
O.S.L.F.'s politik mod seksuelle krænkelser
Med det mål at skabe den størst mulige sikkerhed og tryghed for vore medlemmer, har O.S.L.F.'s bestyrelse valgt at beskrive politikken for sit arbejde og ansvar med forebyggelse af pædofili og andre ulovlige seksuelle overgreb i klubbens regi.
Som en del af foreningens etiske værdigrundlag, vil vi bestræbe os på at leve op til den tillid, som forældre og børn har til os. Vi vil være opmærksomme på børnenes trivsel i det daglige. Hvis mistanke om seksuelle overgreb opstår, vil vi følge de vedtagne regler for hvordan vi vil handle.
Alle har pligt til at gå til O.S.L.F.'s formand, hvis de hører rygter om overgreb eller selv fornemmer, at noget er galt.
Alle henvendelser tages alvorligt og behandles hurtigt og fortroligt.
Handlingsplan ved mistanke om overgreb
- Undgå panik
- Kontakt O.S.L.F.'s formand Jimmy Andersen, Brobæklunden 18, 5260 Odense S, tlf. 65 95 98 88, da det er O.S.L.F.'s formand, der tegner foreningen i en sådan sammenhæng. Derefter følges handlingsplanen, der er udarbejdet af O.S.L.F.'s bestyrelse.
- Formanden kontakter DIF's konsulent på området til vurdering af sagen.
- Hvis formanden og DIF's konsulent efter grundig overvejelse i samarbejde med den person som har mistanken vælger intet at foretage sig, bør sladder forsøges stoppet, da det er en meget alvorlig anklage mod en person.
- Hvis formanden og DIF's konsulent i samråd med den person, der har mistanken, finder mistanken begrundet, så hører sagen ikke længere hjemme hos klubben. Den skal overgives til kommunens socialforvaltning, som varetager barnets interesser. Samtidig indgives en anmeldelse politiet. Desuden skal forældrene straks orienteres.
Leveregler
Den naturlige målgruppe opmærksomheden retter sig mod, er trænere og ledere. Træneren er rollemodel for børnene. Autoritet og forbillede på samme tid. Det er derfor utrolig vigtigt, at træneren er bevidst om sin rolle. O.S.L.F. har udfærdiget nogle leveregler for alle involverede i klubben for at minimere risikoen for overgreb i klubben.
- I O.S.L.F. taler vi ordentligt til hinanden. Ingen sjofle tilråb eller kommentarer om hinandens kroppe.
- På ture og arrangementer, hvor der deltager trænere og/eller ledere, skal der altid mindst være to trænere og/eller ledere med.
- Man inviterer ikke enkelte børn hjem til sig.
- Træner / leder indleder ikke et kæresteforhold eller andet seksuelt forhold til en svømmer under 18 år.
- For voksne gælder det, at man ikke går ind i det modsatte køns omklædningsrum. For børn gælder det, at man efter 6-7 års alderen forventes at kunne omklæde selv i eget køns omklædningsrum. Indtil man er 6-7 år gammel kan barnet gå med en voksen af modsatte køn i pågældende køns omklædningsrum.
- Ledsagere til børnene må ikke opholde sig i omklædningsrum, baderum eller sauna, mens undervisningen foregår.
- Det er selvfølgelig ikke tilladt at tage billeder i omklædningsrummet, hverken med kamera, mobiltelefon eller video.
- I svømmehallen skal det aftales med livredderen og træneren, inden der må tages billeder.
- Forældrene opfordres til at deltage i børnenes idrætsliv. De kender børnene bedre end vi gør og er derfor bedre i stand til at opdage, hvis barnet mistrives.
- Hvis en træner eller leder føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, er vedkommende meget velkommen til at kontakte formanden, som vil føre samtalen til protokols, så eventuelle misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.
- Alle trænere og ledere, der har direkte kontakt med børn under 15 år giver ved ansættelse og en gang årligt samtykke til, at der indhentes oplysninger i kriminalregistret vedr. seksuelle krænkelser. Dertil bruges Det Centrale Kriminalregister og den af Dansk Politi udfærdigede og godkendte blanket, jvf. paragraf 36 i bekendtgørelsen for det Centrale Kriminalregister.
Bestyrelsen forpligter sig til at informere om ovenstående politik, handlingsplan og leveregler til alle med tilknytning til O.S.L.F. gennem trænermøder, forældremøder, klubbladet og på hjemmesiden.
Odense Svømme- og Livredningsforening
Formand Jimmy Andersen, april 2006
Straffelovens §§216-235 handler om seksuelle overgreb mod børn og unge. Den seksuelle lavalder er her i landet 15 år. Det er også strafbart at have sex med en ung under 18 år, hvis den unge er "betroet den voksne til undervisning eller opdragelse", eller hvor det seksuelle forhold skyldes misbrug af alder og erfaring.
I idrætssammenhæng er alle former for seksuel kontakt mellem trænere, ledere, instruktører og de børn under 18 år, som de træner, derfor helt uacceptable.
DIF og O.S.L.F.´s holdning er, at personer, som er dømt efter ovennævnte paragraffer i straffeloven, ikke længere kan være træner eller leder for børn og unge inden for idrætten.
